Konfirmationsprædiken og tale

Konfirmationsprædiken og tale
Udgivet af Morten Sørensen, søn d. 6. sep 2020, kl. 14:00
prædikener

Prædiken 15. s. e. trin (konfirmation 2020)

Gudbjerg Præstegårdshave 30. august og 6. sept.

Tekster: 1. Mos 8,20-22; 9,12-16. Matt 6,24-34

Salmer: 402, 70, 478, Linedanser, 29

 

Når vi sætter os ind foran fjernsynet for at se nyheder, så bliver vi konstant bombarderet med en masse barske historier, som vækker bekymringer. Klimakrisen og coronakrisen har sat dagsordenen. Vi bliver konstant pålagt nye restriktioner og begrænsninger på vores forsamlingsfrihed, der er sundhedseksperter, som kommer med dystre fremtidsudsigter, og vi må hele tiden tænke ud af boksen for at få hverdagen til at fungere. Det er sådan, det er lige nu, og vi kan ikke undgå, at blive påvirket af det. Dagligt bliver vi mindet om, at vi alene har ansvaret for vores egen og andres sundhed, velstand og lykke. Vores skæbne afhænger af, hvor ofte vi spritter af, og hvor mange mundbind vi har med i lommen, når vi går ud af døren. Det, du gør nu, gør en forskel, lyder det i Sundhedsstyrelsens oplysningskampagne. Det budskab virker motiverende, men det er også et åg, der lægges på hver enkelt af os. Det sætter os i en situation, hvor vi er nødt til at vende og dreje alting en ekstra gang for at sikre, at selv helt naturlige ting kommer til at foregå på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

 

Coronaen giver anledning til bekymring. Der er bekymringen for hinanden, de ældre og udsatte, og så er der bekymringen for vores eget helbred. Denne bekymring har sat sig som en kile ned i vores fællesskab og rammer både håndtrykket, knuset og det uforbeholdne møde mellem mennesker i kirken, forsamlingshuset, Brugsen, købmanden og håndboldhallen.

 

Bekymringen og usikkerheden ligger også gemt i de samtaler, som vi fører med hinanden. Coronakrisen er alvorlig, men den har også givet os nogle nye indsigter, som vi i dag ikke ville have været foruden. Mange har haft stor glæde af, at der pludselig blev en rolig periode med tid til at tænke over det væsentlige i vores liv. Men det kan være svært at sætte ord på, fordi mange andre har været hårdt ramt af den her krise. I en mørk tid bliver vi bekymrede for, hvordan andre opfatter det, når vi sætter ord på de gode erfaringer og nye indsigter, som vi har fået. Kan vi virkelig være bekendt at være glade på en trist baggrund? Et spørgsmål eller en overvejelse, som jeg af og til er stødt på i den her mærkelige tid. 

 

Midt i alt det her, kommer Jesus så med en breaking news: ”Vær ikke bekymrede for jeres liv”, siger han i dagens evangelium. Et stærkt og tiltrængt budskab i den usikre tid, som vi lever i. Når jeg sidder foran fjernsynet og bliver konfronteret med menneskelivets barske sider, så har jeg ofte taget mig selv i at tænke, at det kunne være rart, hvis der midt i det hele pludselig kom sådan en stor gul bjælke med overskriften: ”I skal ikke bekymre jer!” Det vil være en breaking news, der ville noget. Men det bliver desværre nok kun ved ønsketænkningen, for selvom det er befriende, er der ikke særlig mange seertal i en historie, der grundlæggende handler om, at vi mennesker ikke skal være bange, men blot leve og være til stede der, hvor vi nu engang er.

 

Spændingskurven for sådan en god nyhed er simpelthen for flad. Der er ikke nogen der dør, og der er heller ikke nogen, der bliver krænket. Den sensationssøgende journalist får således utrolig svært ved at holde gryden i kog og bevare spændingen, når sådan et fredsommeligt budskab skal formidles videre til os på den anden side af skærmen.

 

Men det ændrer ikke ved, at vi har brug for at høre dette glade budskab, og det kan også være en afveksling fra det, vi er vant til at høre. Jesu’ tale om, at vi ikke skal bekymre os, rummer nemlig en god portion sund fornuft. Den er ikke blind for, at der er ting, som vi med rette skal bekymre os om, men omvendt er der ingen grund til at tage problemerne på forskud. Vi skal håndtere de udfordringer, som vi møder på vores vej, men omvendt er der ingen grund til at skyde spurve med kanoner. ”Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”, spørger Jesus i dag. Således insisterer han på, at vi fortsat skal leve og leve på trods af det, som kan vække alle bekymringerne til livs.

 

Der skal med andre ord være plads til fest og glæde. Der skal være plads til, at vi kan sende en flok unge mennesker ud i livet med alt, hvad det indebærer. Med sig skal de selvfølgelig have en lille håndsprit og et mundbind, hvis de nu skal med offentlig transport, men de skal også udstyres med noget andet. Med i rygsækken skal de have Jesu tale om, at de ikke skal bekymre sig og ikke tage sorgerne på forskud. De skal have rygsækken fyldt med håb og mod. Mod til at være der, hvor de er, mod til at leve det liv, som nu engang bliver deres, og håb til at se, at deres liv indgår i en større sammenhæng, hvor også Gud er med.


Og det er netop, hvad vi fylder i rygsækkene i dag. Mod og håb til at de og vi kan leve vort liv. I det gamle testamente hører vi, at Gud i sin tid indgik en evig pagt med Noa og alt levende her på jorden. Som tegn på denne pagt satte han en regnbue i skyen, der vidner om, at Gud husker os og er med os i alle ting. Men regnbuen er ikke det eneste tegn, som han har givet os. I dåbens vand knytter Gud et stærkt bånd til hver enkelt af os. Her giver Gud os løftet om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. I dåben bliver det forkyndt, at vi hører Gud til, og at vi aldrig er overladt til os selv.

 

Således lever vi på Guds kærlighed, omsorg og nåde. Selvom vi har et ansvar for os selv og hinanden, er det ikke vores lod, at bære det hele selv. Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og vores himmelske far giver dem føden. Sådan er det også med os, og det er vigtigt, at vi indimellem minder os selv og hinanden om det. I stedet for at bekymre os og lægge hele ansvaret på egne skuldre, så løft blikket og lev på det glædelige budskab, at Himmelbuens Herre er der for os i alle ting.

Amen. 

Konfirmationstale

Kære konfirmander

Jesus siger et sted: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.”

 

Det her med at bede til Vor Herre har for de fleste af jer været noget nyt og noget, som I måske ikke var helt fortrolige med, da vi første gang mødtes tilbage i februar. Men sidenhen er der sket rigtig meget. Jeg tror faktisk, at der rundt om i de små hjem er blevet bedt en hel del i den seneste tid. I har måske ikke ligefrem sat jer ned, foldet hænderne og bedt fadervor, men det har været mere uformelt og foregået i det stille. Bønnen er kommet frem i jeres mange håb og forventninger til lige netop denne dag. I har sikkert alle bedt om godt vejr, og mens coronaen var på sit højeste har mange af jer sikkert også bedt til, at det ville blive muligt at gennemføre årets konfirmationer i en eller anden form. Hver gang vi giver udtryk for, at vi ønsker noget bestemt, at vi skal få den bedste dag med alle hele vores familie og vores bedste venner, så er der tale om en form for bøn.

 

Der bliver lyttet til bønner, som vi bærer frem for Gud og mennesker. Men dermed ikke sagt, at vore bønner altid bliver hørt og går i opfyldelse på den måde, som vi måske ønsker det. Der er ikke et 1:1 forhold mellem det, vi beder om og det vi ender med at få. Vi kan gøre os mange forestillinger og tanker om, hvordan tingene bør være, men ofte lander vi et helt andet sted. Men det kan der også være noget godt i. Det gælder også i forhold til det voksenliv, som I nu så småt skal til at tage hul på. I kan undervejs gøre jer mange tanker og forestillinger om, hvordan livet skal arte sig for jer, men nogle gange er det bare sådan, at tilværelsen tager en helt anden drejning. Her gælder det så om at være åben og følge med så godt som muligt – velvidende at Gud har det store forkromede overblik. Selvom det indimellem er svært at få øje på, så ved han, hvad der i sidste ende tjener os bedst.

 

Det konfirmandforløb, som I har haft med Mogens, Arne og mig har været en god forberedelse på det voksenliv, som venter forude. I er i den grad blevet trænet i at forholde jer åbent og blot følge med, når tilværelsen pludselig tager en ny og uventet drejning. Der har været mange bump på vejen, og det har indimellem også været frustrerende. Vi har undervejs været nødt til at tage nogle svære beslutninger. Den første svære beslutning var at flytte datoen, dernæst delte vi jer op i to hold og til sidst måtte vi helt konkret tænke ud af boksen og flytte konfirmationerne ud af kirken og over på den anden side af gaden.

 

Men Gud ved som sagt, hvad der tjener os bedst. Det forløb, som vi har været igennem, har været med til at binde os sammen som præst og menighed. I er blevet en fast del af fortællingen om min opstart her i Gudbjerg-Gudme-Brudager, og jeg er fuldstændig overbevist om, at I aldrig kommer til at glemme jeres konfirmation, som på flere fronter er historisk og helt unik. Undervejs er I blevet smerteligt bevidst om, hvor vigtigt det i grunden er, at vi har nogle kirker, der virker og er åbne. I den seneste tid er det blevet klart for os alle her i vores lille lokalsamfund, at kirken er et vigtigt samlingspunkt, hvor der skal være plads til alle, og hvor vi frit skal kunne komme i glæde og sorg og på alle de andre dage. Det er en central viden, som alle konfirmander bør have med fra deres konfirmandundervisning. Ofte bliver det kun ved fortællingen gennem ord, men I har fået lov at mærke kirkens betydning på jeres egen krop, så selvom det indimellem har været frustrerende og træls at stå i, så har I faktisk fået rigtig meget med herfra, og jeg er sikker på, at I midt i alt dette også har fået nogle gode erfaringer, som I kan tage med jer videre ud i livet.   

 

Med de ord vil jeg sige jer tak for kampen. Jeg siger ikke farvel, men på gensyn en anden god gang, og så vil jeg ønske jer alt godt og Guds velsignelse i det liv, som venter jer forude. Amen. 

Kommentarer

Birgit Riis"> Birgit Riis
Morten"> Morten
Annette Dam"> Annette Dam

Tilføj kommentar

Ophavsret: