Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken 10. s. e. trinitatis

Prædiken 10. s. e. trinitatis
Udgivet af Morten Sørensen, søn d. 8. aug 2021, kl. 13:22
prædikener

Prædiken 10. s. e. trin 2021

8. august 2021 Gudbjerg Kirke

Tekster: 1. kor 12,1-11; Luk. 19,41-48 

Salmer: 752, 448, 588, 321, (439, 477), 13

Grundtvig har skrevet mange og lange salmer om, at kirken er et gammelt hus, og at det er bygget af levende stene – af mennesker i kød og blod, som indgår i et fællesskab med Gud og med hinanden. Ja i kirkens fællesskab får vi ligefrem et glimt af gudsriget. Midt iblandt os er Guds rige og det er vidunderligst af alt på jord. De sidste to sætninger er stærkt inspireret af tekster fra den danske salmebog. I vores salmebog er der mange flotte beskrivelser af kirken som et gudsrige. I dag stemmer Jesus i, og kalder Guds Hus for et bedehus. Et sted for ro, eftertænksomhed og bøn. 

Teologisk set er Guds Hus kendetegnet ved, at der altid er tid. Ja vi har faktisk evig tid, men det ændrer ikke ved, at tiden stadigvæk skal bruges fornuftigt. Hvis vi som menighed gerne vil gøre Guds kærlighed og omsorg levende iblandt os og dem vi møder på vores vej, så må vi også have blik for, hvordan dette budskab i praksis bliver forkyndt på den bedst tænkelige måde på det sted, hvor vi er sat. Der skal være styr på hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor. Vigtige spørgsmål, som vi skal stille os selv, når vi går i gang med forkyndelsen af det glade budskab. Der skal være orden og klarhed omkring forkyndelsen. Alle skal vide, hvad deres rolle og ansvar er, og de skal se sig selv som en del af et større hele.  

Paulus har blik for den side sagen. Det kan vi se i dagens epistel, hvor han taler om de forskellige nådegaver, som menigheden er udstyret med. En har af Ånden fået den gave at meddele visdom, en anden får tro, en tredje kan helbrede, en fjerde har kraft til at gøre mægtige gerninger. En kan tale profetisk, en anden bedømmer Ånder. Derudover er der alle dem, der beskæftiger sig med tungetale. Nogen taler i tunger, men andre tolker det, der kommer ud af munden på de andre. Af dette skriv fremgår det tydeligt, at menigheden i Korinth har været meget karismatisk, og det fremgår også med al tydelighed, at der i det daglige har været mange forskellige spillere på banen. Så mange, at det sikkert har givet anledning til interne splittelser. Måske har der ligefrem været en konkurrence mellem de forskellige grupperinger om, hvem der var toppen af poppen i menigheden. Hver især har de gerne villet tage styringen i menigheden, fordi de har haft den opfattelse, at de selv i egen høje person var de vigtigste spillere i forkyndelsen af Kristus.     

Men her går Paulus ind og maner til besindighed. Han gør det gældende, at Helligånden har givet hver enkelt et ansvar og en opgave, der skal løses. Opgaverne er forskellige. Nådegaverne er forskellige, men Ånden, der udstikker dem, er den samme. Hver enkelt bidrager med noget ganske særligt, som ikke kan undværes i forkyndelsen af Kristus. Hver især indgår de i noget, som er større end dem selv. 

De er en del af et fællesskab. Et menighedsfællesskab, hvor omdrejningspunktet er den fælles Ånd, det fælles mål, og den Gud, som virker alt i alle. Paulus er således ude i et ærinde, hvor han forsøger at lægge en dæmper på det individuelle konkurrencegen, og så i stedet flytte fokus hen på deres fælles anliggende – på hvordan de kan bruge hinanden konstruktivt i forkyndelsen af evangeliet. 

Det væsentlige er ikke, hvor meget eller hvor lidt den enkelte fylder i fællesskabet, men at alle har fået givet et ansvar og en funktion, som ikke kan undværes i det større hele. Han trækker individualisterne ind på den fælles scene og forpligter dem på hinanden. Han giver dem en forståelse for, at de er en del af noget, som er meget større og meget vigtigere end dem selv. Forkyndelsen af Kristus. Det er den overordnede sag, som binder dem sammen på tværs af de indbyrdes forskelle. 

Sådan er det også her hos os i vores menighed. Som individer er vi forskellige og vi bidrager med noget forskelligt. Det, der helt grundlæggende binder os sammen, er den overordnede sag. Forkyndelsen af Kristus. Forkyndelsen af det glade budskab om Guds nærvær og dybe omsorg for os mennesker. Nogen er med i nørkleklubben, der strikker de dåbsklude, som vi lige har brugt. Nogen synger i kirkekor, andre er tovholder for vores kaffeklub i Gudme, og så er der personale, præst og menighedsråd, som udfylder nogle bestemte og afgrænsede roller i dagligdagen. Ingen kan undværes, alle bidrager til det større hele – til forkyndelsen af evangeliet. 

Tag nu for et eksempel gudstjenesten her. Hvis ikke graveren havde sørget for, at der var vand på alteret og strøm i lydanlægget, så ville det slet ikke være muligt at få budskabet ud. Allerede efter første salme og læsning ville min hals være så tør, at det ville være helt umuligt at tale rummet op. Der ville heller ikke være tændte stearinlys på alteret, og kirken ville være møgbeskidt. Ja uden graveren ville gudstjenesten samlet set blive en særdeles ubehagelig oplevelse, som også vil få negativ indflydelse på forkyndelsen af evangeliet. 

Og hvor ville vi være uden organisten oppe bag ved orglet og kirkesangeren til at synge for? Vi har lige oplevet, hvordan det var at fejre gudstjeneste uden fællessang. Det var slemt nok i sig selv. Prøv så at forestil jer en gudstjeneste helt uden musikledsagelse. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Orglet og sangen bidrager med en højtidelig stemning, som er med til at løfte det hele. Det her siger jeg ikke, fordi jeg gerne vil gøre mine hoser grønne hos mit personale. Det er bare gode eksempler på, at når evangeliets store og glade budskab om Guds kærlighed og omsorg skal forkyndes, så er der mange små ting, der skal spille sammen. Det er netop det, som Paulus gør gældende i den første læsning. Hver mand har sit ansvarsområde, og yder sit bidrag til, at vi samlet set lykkes med at skabe kirke og får evangeliet ud over stepperne.

Det gælder også jer, kære menighed, for I har en meget væsentlig funktion i forkyndelsen. Selvom det måske umiddelbart ikke ser sådan ud, så er enhver forkyndelse en samtale mellem to parter. Mellem præst og menighed. Når I træder herind i kirkens rum, så er det ikke som et passivt publikum, der modtager en serviceydelse, men som en samtalepartner. 

Med fællessangen og jeres blotte tilstedeværelse bidrager i til samtalen om, hvad kristen tro er, fordi I forholder jer til det, som I ser og hører i kirken. Nogle gange vender vi selvfølgelig det døve øre til. Det skal jeg ikke være dommer over, for det i sig selv er jo også en form for kommunikation, hvori vi tilkendegiver, at det forkyndte ikke slår rod i vores hjerter. I forhold til forkyndelsen har menigheden en korrigerende og undersøgende funktion. Det er den, der tager stilling til, om det, vi hører her, er sand kristendom – om det er indenfor skiven. Det var også den funktion, som Luther tilskrev menigheden på hans tid. Præsten var blot en, som menigheden kaldte ud af sin midte til at lede gudstjenesten. Menighedens opgave var at bedømme og tage stilling til det forkyndte. Slår det rod i vore hjerter, og har det helt grundlæggende rødder i Bibelens skrifter. Som hjælp til den sidste vurdering fik man på Luthers tid indført gudstjenester på modersmålet og Bibelen blev ligeledes oversat, så enhver fik mulighed for at indgå i samtalen om kirken og troens betydning for os.

Den samtale er vigtig at holde liv i. For den er med til at forankre kirken og holde den fast på sporet. I samme øjeblik, at samtalen forstummer, så er der en stor risiko for, at det på en eller anden måde stikker af – At kirken kommer væk fra sit udgangspunkt, og det, der burde være omdrejningspunktet. Når Jesus kalder bedehuset for en røverkule, så er det netop et udtryk for, at noget er stukket helt fuldstændigt af. 

Bedehuset er blevet noget andet, end det, som det burde have været. Det er ikke længere et sted for fordybelse, eftertænksomhed og tro. Et sted, der tjener til vor fred. Hvad der helt præcist er sket, er der ingen, der helt præcist ved, men på en eller anden måde, så har det bare fået lov til at eskalere. På intet tidspunkt er der nogen, der standser op og overvejer, om vi nu også er på rette vej eller, om vi er ude på et skråplan. Ingen råber vagt i gevær. Hverdagen går sin rolige gang, og måske lægger folk ikke engang mærke til, hvad der foregår i og omkring Guds hus. 

Derfor bliver også så voldsomt og markant, da Jesus pludselig træder frem og siger hov, hov, min fars hus er altså et bedehus – ikke en røverkule! Med de ord får Guds hus en kant. Vi kan ikke smide alverdens ting derind. For Guds hus står for noget særligt, og det bidrager med noget særligt. Noget, som vi ikke nødvendigvis behøver at finde andre steder. Og det er måske også den samtale, som vi skal have her hos os i GGB. Hvad er det særlige kirken kan? Hvad bidrager den med? Hvad kan og hvad bør vi finde her? Skal vi kun kunne finde det, som vi ligeså godt kan få alle mulige andre steder? Er kirken kun til for at bekræfte os selv i det, vi tænker, eller har kirken med dens traditioner, historie og budskaber rent faktisk noget andet og mere at byde ind med i det liv, vi lever?  

Kære menighed, lad den samtale begynde! 

I Jesu navn, det ske!