Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Konfirmationstale 2021

Konfirmationstale 2021
Udgivet af Morten Sørensen, søn d. 29. aug 2021, kl. 13:43
prædikener

Konfirmation August 2021

Lukasevangeliet 10,23-37

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Kære Konfirmander

Forleden så jeg en virkelig dårlig b-film fra 90’erne. Den hed Air Force One, og har Harrison Ford i hovedrollen, som USA’s præsident. Sammen med sin familie er han ombord på præsidentflyet, da det pludselig bliver kapret af en flok russiske terrorister, der tager præsidentens familie og ansatte til fange. Rollerne i sådan en amerikansk b-film er ofte meget karikerede. Der er en good guy, og så the bad guys. Der er den heltemodige præsident, der kæmper for at redde sin familie og ansatte, og der er de russiske terrorister, der nådesløst skyder på alt og alle.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er ganske vist ingen b-film, men alligevel er det meget tydeligt, hvem der indtager rollerne som the good guy og the bad guys. Den barmhjertige samaritaner er selvfølgelig the good guy, som stopper op og tager hånd om den overfaldne. The bad guys er præsten og levitten, som ikke gør noget. De går bare forbi, lader som om at intet var hændt, mens de håber på, at manden i vejkanten vil overleve trods deres manglende indgriben.

Vi kan kun gisne om, hvorfor de gør, som de gør. Men måske har manden i vejkanten blødt rigtig meget, og det kan meget vel have afholdt præsten og levitten fra at gribe ind, fordi blod efter jødisk skik gør mennesket urent. Sagt på godt dansk: Hvis de rørte ved manden ville de miste deres coronapas, og dermed adgangen til alle de centrale steder i samfundet, som har stor betydning for deres liv og hverdag. Med dette forsøger jeg ikke at retfærdiggøre deres handlinger, men det er en mulig forklaring på, hvorfor de ikke hjælper ham.

Set fra vejkantens perspektiv er forklaringerne ligegyldige. Resultatet bliver det samme. Han efterlades hårdt såret og i livsfare. At se dem gå forbi må tænde en følelse af ligegyldighed. Hvorfor stopper de ikke op? Kan de ikke se, at jeg har brug for deres hjælp? Hvad skal der dog blive af mig? Skal jeg virkelig dø på den her måde? – alene, forslået og forladt.

Ligegyldighed er noget af det værste, der findes. Når der opstår en vanskelig situation hos dem, vi færdes iblandt, så skal der tages hånd om den. Det nytter ikke noget, at vi bare går forbi som om intet var hændt. Der skal handles på det, vi ser, hører og oplever – og der skal handles i nuet. Det nytter ikke noget at tænke uger og måneder frem i tid. I modsætning til præsten og levitten kan vi ikke tillade os at satse på, at alting nok skal ordne sig uden vores indblanding. Vi er nødt til at agere i øjeblikket. Kun på den måde kan vi tage vare på hinanden og bidrage til, at alle kommer godt og sikkert i mål.

Den tilgang har jeg også haft til jer i vores lange forløb. I betragtning af hvor lidt fysisk tid vi fik sammen, så har I fyldt utrolig meget i min bevidsthed. Det har været utrolig vigtigt for mig, at I kom godt igennem trods alle de bump, der har været. I skulle have den allerbedste dag.

Men det involverede også nogle svære beslutninger – en flytning af konfirmationsdatoen, nogle vanskelige samtaler i telefonen, som billedligt talt sendte jer ned til den halvdøde mand i vejkanten, hvorfra det var snublende nært, at få det indtryk, at præsten bare går forbi, og ikke har blik for, hvad der sker lige ved siden af ham.

Men det er en sandhed med modifikationer. For at kunne tage hånd om jer dengang, var jeg nødt til at agere ud fra den situation, som vi befandt os i tilbage i marts måned. Det affødte en enorm usikkerhed og frustration, fordi der aldrig kunne gives et klart svar. Alt, vi kunne, var at følge med i fjernsynet og så håbe det bedste. Det gjorde vi helt indtil for to uger siden, hvor vi så endelig modtog beskeden om, at genåbningen var en realitet. Det var en stor glæde endelig at kunne give slip på de allersidste restriktioner.

Jeg glæder mig især over, at I her på falderebet alligevel får lov at opleve, hvordan kirken egentlig er – at den er åben, og at det er et sted, hvor man frit kan komme som den, man er – Et sted, hvor der ikke er restriktioner på vores måde at være sammen på, og hvor vi også kan lade verdens bekymringer fare. Et sted, hvor vi kan møde Gud og synge sammen af karsken bælg. Et sted, hvor der er en, som har tid til at lytte, når der er noget, som bare fylder det hele. Bevidstheden om at den kirke er der for jer, vil jeg gerne sende jer ud af kirkedøren med, og så vil jeg ønske for jer, at dagen i dag må være fyldt med fest, glæde, lettelse og håb – og ikke mindst de kærlighedsbånd, som binder os mennesker tæt sammen.

Med de ord vil jeg, kære konfirmander, ønske jer et kæmpestort tillykke med jeres konfirmation samt alt godt for jer og jeres familier fremover.