Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Grænser og grænseløshed

Grænser og grænseløshed
Udgivet af Morten Sørensen, søn d. 14. nov 2021, kl. 13:00
prædikener

Evangeliet 24. s. e. trin

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:  

Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.


Prædiken

I torsdags blev der på tv2 sendt en dokumentar om folkeskolens store vanskeligheder med skabe en tilfredsstillende trivsel og gode læringsmiljøer. Dokumentaren havde som research fulgt en række elever, deres familier og en 6. klasse gennem et helt år. Det var svært at se på. En kombination af vanskelige rammer udstukket ovenfra, nogle individuelle udfordringer hos den enkelte elev, og en frustreret lærerstab gør hverdagen på landets skoler til en farlig cocktail – en hvepserede. Der er ingen gode, ingen onde. Ingen vindere, kun tabere i det her spil. Alle kæmper for at overleve.  

Den urolige dreng ved godt, at han har sin del af ansvaret, men kan alligevel ikke lade være med at forstyrre. Den stille, dygtige pige føler sig overset og glemt, fordi de mange forstyrrelser stjæler fokus, læreren kan ikke udføre den opgave, som han føler sig kaldet til, og forældrene ved ikke, hvad de skal stille op. Det var tankevækkende at se den afmagt og frustration, som præger både lærere, elever og forældre.

Efter at have set denne dokumentar, sad jeg tilbage med et ord, som hele tiden poppede op for mit indre øre. Det var ordet ”grænseløshed”. Der var noget grænseløst over det billede, som dokumentaren tegnede af undervisningen i den 6. klasse, som lod sig filme. Det blev i hvert fald meget tydeligt, hvor vigtigt det er, at der er gode, klare og faste rammer omkring en undervisningssituation. Det er faktisk helt afgørende for, om undervisningen vil kunne lykkes eller ej. 

Det er vanvittig vigtigt, at der er en voksen til stede, som tør stå fast og sætte retningen. Det skal kommunikeres klart og tydeligt, hvor de skal hen, hvordan de kommer derhen. Ligesom det også er rigtig vigtigt, at få kommunikeret, hvad de ikke skal. Rammesætning og grænsedragning er helt vild vigtigt, når vi har med mennesker at gøre, fordi det giver retning og skaber tryghed for dem, som skal ledes godt i vej.

Det gælder ikke kun for de unge. Det gælder for os alle at grænser gør os trygge og giver os en følelse af, at vi har styr på tingene. Derfor trækker vi også grænser hele tiden. Vi trækker grænser mellem arbejdsliv og privatliv. Vi trækker grænser i forhold til vores fritidsliv og vort frivillige engagement i foreningslivet. Jeg kan være med til så og så meget… Jeg har tid til at mødes der… Hvis jeg skal være med, så er det under forudsætning af, at det ikke kommer til at tage al min tid… Vi bruger mange forskellige vendinger, når vi trækker grænser og skaber klare rammer for os selv og dem, som vi er sat sammen med. Det giver tryghed hele vejen rundt, når de grænser og rammer, som vi kan agere indenfor, bliver klart og tydeligt kommunikeret ud.

I dette tilfælde er grænsen og rammen en positiv ting, som står i modsætning til grænseløshedens rene kaos, hvor alting flyder sammen i en stor pærevælling. Men grænsen og den tydelige ramme kan også være en negativ ting – især, hvis den bliver låst fast og står urokkeligt som en mur, vi ikke kan forcere. Disse grænser er vi også gode til at sætte for os selv og hinanden. Jeg duer ikke til det her…Du kommer aldrig til at lykkes med det her projekt…Skulle jeg ikke bare tage og give op og så i stedet gøre noget, som er mindre risikabelt – noget, som ikke sprænger rammerne, men som dog gør, at jeg bare kan have det sådan nogenlunde godt?

Det er en negativ form for grænsedragning, hvori vi begrænser os selv og hinanden og ikke nærer tilstrækkelig tiltro til egne og andres styrker – et problem, som torsdagens dokumentar virkelig fik frem i lyset. Børnene stolede ikke på sig selv. Ligesom de heller ikke troede på, at de andre ville dem det godt. 

Lige præcis her bliver det farligt, fordi den tankegang kan risikere at følge dem langt ind i voksenlivet og skabe grobund for både angst og depression – tilstande, hvori vi fastholdes i det kendte og trygge på en dårlig måde, fordi vi ikke kommer videre og prøver kræfter med tilværelsen. Der må godt være en lille smule kaos en gang imellem. Lidt krusninger på søen gør ikke spor i det lange løb. Det er måske lige præcis her, at tingene udvikler sig og nye muligheder opstår.

Det er dagens evangelium et rigtig godt eksempel på. Fortællingen om, hvordan Jesus først helbreder kvinden med blødninger og siden genrejser synagogeforstanderens datter til livet, findes i varierende udgaver hos både Markus, Matthæus og Lukas. 

Hvis vi sammenstiller de tre udgaver og læser dem på tværs, dukker der flere detaljer op om kvinden med blødningerne. De er alle sammen enige om, at hun har lidt af blødningerne i 12 år, og det har været et hårdt sygdomsforløb, som har betydet masser af udgifter til lægebehandling. Alt sammen uden held. Tilmed har de mange blødninger også gjort hende uren, og lagt hindringer i vejen for, at hun kunne være en del af samfundet. Ved blot at røre hende, bliver man selv uren, så hun stikker på alle måder ud, og jeg tænker også, at hun i magt og meget har bevæget sig rundt i samfundet som en stor undskyldning – med dukket nakke og nedslåede øjne. 

Hun er der med andre ord på tålt ophold. Lykken findes indenfor et snævert og meget afgrænset område. En kanongod dag for hende er, når blødningen holder lidt igen og ikke er nær så kraftig som den var i går. Selvom hun har gjort forsøg på at komme af med lidelsen, så har hun på en måde nok alligevel affundet sig med, at hun nok kommer til at skulle leve den her sygdom resten af livet. Hendes livsmuligheder er afgrænset til, at være SÅ STORE – eller så små, om man vil. Det er ikke nødvendigvis af det onde. Det kan også være en god ting, for som jeg sagde lige før – de klare rammer og de tydelige grænser giver også en tryghed og en retning. Hun ved, hvad hun har at gøre med. Hun kender sine muligheder og begrænsninger, sine styrker og svagheder, og kan agere i det. 

Jeg ved ikke, om man ligefrem kan sige, at hun har fundet sin hylde, men hun har i hvert fald fundet sin plads i samfundet, og er smerteligt bevidst om sin meget lave status heri. Hun har lært at leve med de få muligheder, som hun har. Hun har lært at leve med skammen, afvisningen og ligegyldigheden. Hun har lært at leve med den grove tone, som folk har mødt hende med – en grov tone, som ikke blev slettet efter de første 30 dages blødninger, men som her 12 år senere stadigvæk er her.

Midt i denne meget fastlåste situation kommer Jesus så pludselig ned og danner krusninger på søen. Han sætter en bevægelse i gang, som trækker kvinden med derud, hvor det hele gynger. Da hun møder Jesus, bliver hun billedligt talt revet væk fra fastlandet og sat i en lille båd, der gynger. Men i modsætning til Bamse, så sidder hun ikke og synger. Hun ryster og skælver over hele kroppen, da hun rører ved ham. Det, som hun her har gang i, er virkelig et sats. 

For hun aner ikke, hvad der kommer til at ske, når han vender sig om og ser, hvem hun er, og hvad hun har gjort. Vil han afvise hende? Hvordan vil alle de andre reagere på hendes handling? Hvad med synagogeforstanderen – hvad tænker han? Der er virkelig mange ubesvarede spørgsmål, men der er også en stærk tro på, at Jesus er ham, der om nogen, vil kunne skabe forandring i det, som er låst fast – og det er den, som driver hende og gør hende i stand til at sprænge rammerne og de klare grænser, som hun normalt agerer indenfor. Der er noget, som hun er nødt til at stå igennem på den korte bane, for at mulighederne bliver større på den lange. Der er en blufærdighed og en skam, der skal overvindes for at give plads til den forandring af det fastlåste, som Kristus bringer ind i verden.     

Det er den samme overbevisning, som også driver synagogeforstanderen. Ved at hive fat i Jesus bevæger han sig også ud af sin safezone. Han, der om nogen er repræsentant for datidens jødedom, vælger, da det virkelig står skidt til derhjemme at kalde på ham, der gentagne gange har sat spørgsmålstegn ved farisæere og skriftkloges udlægning af, hvem Gud er – en udlægning, som netop bliver forkyndt i synagogerne. Det er synagogeforstanderen fuldstændig ligeglad med, for han er drevet af kærligheden til sin datter, og troen på, at Jesus kan skabe en god forandring i selv den mest håbløse og fastlåste situation – at han til syvende og sidst kan forvandle den endegyldige død til en søvn – en søvn, som vi kan vågne fra igen.  Amen