EVANGELIET

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

PRÆDIKEN

Så er vi nået hertil. Sidste søndag i kirkeåret. Det er på mange måder en lidt speciel dag i kirkeåret. I dag siger vi farvel til det gamle kirkeår og goddag til det nye. Det betyder også, at vi fra næste søndag skifter tekstrække. Vi har siden 1. s. i advent sidste år fulgt 2. tekstrække, og nu går vi så tilbage til 1. tekstrække for at høre fortællingen om Jesus, Guds Søn og verdens frelser gennem de bibeltekster, der hører den tekstrække til.

De to tekstrækker, som vi opererer med i den danske folkekirke, har både forskelle og ligheder. Nogle søn – og helligdage hører vi den samme fortælling fra to forskellige vinkler. Det bedste og mest kendte eksempel er juledag, hvor vi i første række hører juleevangeliet hos Lukas, mens vi i anden tekstrække får Johannes’ noget mere filosofiske og højstemte udlægning af begivenhederne i Betlehem. Som han siger: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Et andet godt eksempel er påskedag, hvor vi hører opstandelsesberetning fra henholdsvis Markus og Matthæusevangeliet. Med nogle få forskelle beskriver de grundlæggende den samme situation. Der er nogle kvinder, som kommer til graven med forventningen om at finde den døde Jesus i gravhulen. I stedet bliver de mødt af en engel eller som Markus skriver det, en mand i hvide klæder, som forkynder, at Herren er opstået fra de døde, og at han er gået i forvejen for dem til det sted, hvor det hele begyndte.

Andre søn – og helligdage er der nogle temaer, som går igen i de to tekstrækker, og så er der selvfølgelig også de søndage, hvor teksterne nærmest bliver hinandens modsætninger.

Det sidste er denne søndag et rigtig godt eksempel på. Fulgte vi første tekstrække, ville vi i dag have hørt om verdensdommen, hvor Kristus ifølge Matthæus vil komme i al sin magt og herlighed og skille fårene fra bukkene. Fårene, der har gjort Herrens vilje, vil arve Guds rige, mens bukkene vil blive forbandet i den evige ild. Anderledes forholder det sig i anden tekstrække, hvor kirkeåret får en mere blød landing. Her tales der ikke om dom og frasortering af bukkene, men derimod får vi alle en opfordring: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder.

Vi kan næsten se det for os. Kristus, som står deroppe på toppen med åbne arme, mens de trætte, udjaskede, alle de bange, ensomme, sørgende, sultne og døende går ham i møde. Mennesker, hvis tilværelse står på gyngende pga. krig og ufred, og som nu med små usikre skridt bevæger sig op mod Herrens urokkelige tempelbjerg for der at finde tryghed og beskyttelse i Herrens hus. Hvem ved, måske ser vi også os selv gå i denne overbebyrdede skare, fordi vi alle sammen har stort eller lidt, som vi går og bøvler med i det skjulte.

Sidste søndag i kirkeåret er også speciel på en anden måde. Det er en søndag, som meget tit bliver overset, fordi vi allerede nu har tankerne et helt andet sted – nemlig på den højtid, der hastigt nærmer sig. Advents – og juletiden står for døren med alle de forberedelser og traditioner, som hører den tid til. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg har været godt i gang med juleforberedelserne i de sidste 14 dage. I præstegården har der lydt skønne toner af julemusik, fordi jeg lige skulle lulles ind i den der helt særlige stemning, som er nødvendig, når man sidder midt i en mørk november og skal have de sidste detaljer på plads i de mange adventsgudstjenester og arrangementer, der venter forude.

Det er en tid, som langt de fleste ser frem til med både spænding og forventning. Efter to amputerede julefejringer, ser det ud til, at tredje gang er lykkens gang. I år bliver advents – og juletiden lige nøjagtig som den skal være. Det gør den her i kirken, men også ude i de små hjem, hvor forberedelserne også er godt i gang. Der bages, pyntes og der tændes levende lys, som skinner trodsigt og klart ind i mørket.

Advents- og juletiden er på mange måder et kært afbræk fra en verden, der står i flammer. Det er skønt at have en tid på året, hvor det er legitimt, ja måske endda påkrævet, at vi er og skal være fyldt med spænding og forventningens glæde. Men spændingen og forventningens glæde kan også være et tungt åg at bære. Måske især i år, hvor rigtig mange har svært ved og kæmper med at leve op til det glansbillede af julen, som vi møder i butikkernes markedsføring, musikken og litteraturen. Den lille Peter glæder sig i denne tid, men gør forældrene det også? Det er langt fra i alle hjem, at julesneen falder hvid, og det er ikke kun klimaforandringernes skyld.

Glæden, spændingen og forventningen bliver et tungt åg, når vi ikke længere kan leve op til de billeder, som vi gør os af den perfekte julemåned. Og det er lige præcis ind i sådan en situation at evangeliet taler i dag. Det taler til alle os, som i adventstiden – ja på hvilket som helst tidspunkt i kirkeåret, bliver tynget af et tungt åg, fordi forventningerne til os, måske endda vores egne forventninger til os selv, overstiger vores evne til at opfylde dem.

Evangeliet henleder opmærksomheden på, at der sideløbende med de mange og høje forventninger, som vi stiller til os selv og hinanden, også er noget andet. Der er et sted, hvor vi kan finde hvile. Der er et sted, hvor vi kan være dem, vi er – uperfekte, men dog elskede. Der er et sted, hvor Gud breder armene ud og siger: ”Kom til mig alle I, som bærer tunge byrder”. Det gør han søndag efter søndag, og det har han gjort i rigtig mange år. Kirken den er et gammelt hus. Den står om end tårnene falde.

Kirken er som gudstjenesterum netop et sted, hvor Gud selv er til stede midt iblandt os. Det er et konkret fysisk sted, hvor vi for en stund kan lade verdens bekymringer fare og finde hvile. Men kirken og den fred, som Gud byder os her, begrænser sig ikke til det der ugentlige møde, som vi har her i Guds hus. Kirken er et gammelt hus. Den står, om end tårnene falde. Kirken er dermed, som Grundtvig påpeger, ikke bundet til murstene og flotte, velbevarede bygninger. Den er derimod skrevet i hjerterne på os. Evangeliets budskab om, at vi med sindsro og frimodighed kan gå til Herren med alle vore byrder og hos ham finde hvile, blev en gang for alle skrevet i hjertet på os i dåben, hvor korsets tegn blev slået for ansigt og bryst til et vidnesbyrd om at vi i alle ting tilhører den korsfæstede og opstandne Frelser, vor Herre Jesus Kristus.

Med ham skrevet ind i hjertet, kan vi nu gå den kommende højtid og det kommende kirkeår i møde med glæde og forventning og vi kan gå til det med sindsro, fordi vi ved, at vi med Kristus skrevet i hjertet, altid har et sted, hvor vi kan finde hvile og hvor vi bliver taget godt imod, også selvom vi ikke altid formår at bære de byrder og opfylde de forventninger, som bliver lagt på vore skuldre. Godt nytår!