EVANGELIET

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

PRÆDIKEN

Her hen over sommeren har man på TV2 kunnet følge en dokumentarserie om livet i en nordjysk kolonihave, og de konflikter, som udspillede sig der. Ved en generalforsamling blev formanden gennem tre årtier væltet, og der blev valgt en ny bestyrelse, som ønskede at etablere et nyt fællesskab på tværs af generationerne. Det skulle vise sig at blive en stor og vanskelig opgave. Der skulle strammes op i den måde, som haveforeningen blev administreret på. Medlemmerne måtte indstille sig på en mere regelret tilgang, hvor der ikke længere blev taget særlige hensyn.

Bestyrelsens tilgang til driften af haveforeningen delte medlemmerne i to lejre. Der var dem, som bakkede op, og der var dem, som satte sig imod. Når vi som tv-seere anskuer situationen udefra, så er det tydeligt, at begge lejre har en stor kærlighed til deres haveforening og i grunden ønsker det allerbedste for den. De var blot uenige om, hvad det allerbedste ville være. Hvad er det for et fællesskab, vi skal have herude? Skal græskanten og hækken være snorlige, eller må det gerne være vildt med vilje? 

Valget af haveforeningens nye bestyrelse med Finn Formand i spidsen markerer et nybrud i haveforeningens historie. Et nybrud, som ganske vist var glædeligt og nødvendigt, men som altså også kalder utryghed, usikkerhed og uvisheden frem i den lille haveforening. Der er mange følelser i spil, og det er der ikke noget at sige til, for i nybruddet kigger vi i to forskellige retninger. Vi ser tilbage på alt det, der var, alt det vi kendte og holdt af, og så kigger vi frem mod noget ukendt – noget vi ikke rigtig ved, hvad er. Noget, vi ikke rigtig ved, hvor ender.

Vi kan vælge at møde den ukendte fremtid med åben pande og åbne arme, men ligesom haveforeningens gamle garde kan vi også sætte os imod og holde lidt igen, mens vi tager os et slag døde duer. At holde lidt igen er en meget naturlig og forståelig reaktion, som er lige så gammel som menneskeheden selv. 

I det gamle testamente har vi til eksempel en fortælling om et helt folk, som også holder lidt igen og gør modstand, da deres verden med et forandres. I anden mosebog kan vi læse fortællingen om Moses og israelitterne, der udfries fra slaveriet i Egypten. Det var langt henad vejen en glædelig begivenhed, et nybrud. Nu skulle israelitterne langt om længe væk fra slaveriet og tage deres eget land i besiddelse, et land, der efter sigende skulle flyde med mælk og honning. 

Moses måtte dog hurtigt sande, at en ting er målet, noget andet er vejen derhen, og den er mindst lige så vigtigt at holde sig for øje, når et helt folk skal ledes ind ad en ny og – set med hans øjne – en bedre vej. Vi skal ikke langt væk fra kong Farao, førend problemerne så småt begynder at indfinde sig. Allerede ved Det Røde Hav, hvor vejen spærres for dem, begynder tvivlen og frustrationen over den uvisse fremtid at melde sig. Hver gang der opstår et problem, vender israelitterne længselsfuldt blikket hjem mod Egypten og mindes, hvor godt, det var at være slave under den egyptiske konge. 

Israelitterne er et afmægtigt og usikkert folkefærd, som med den ukendte fremtid for øje hele tiden har brug for at vide, at de er på rette vej, og det kan vi ikke fortænke dem i. Israelitterne er prisgivet Moses. Hele deres verden står og falder med, at Moses ved, hvad han gør, og at Gud virkelig er med dem. Så da Moses på et tidspunkt forlader dem til fordel for Gud oppe på Sinajbjerget og er alt for længe væk, bliver Israelitterne urolige. Hvor er Moses? Hvor er Gud? Vi har brug for at vide, at de stadig er her og vil lede os på rette vej. Ja vi er faktisk i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet er der, hvor vi skal være.

Afmægtigheden og gudsforladtheden står malet i ansigtet på dem, og hvad gør de så? Med deres hænder laver de deres eget gudebillede. En guldkalv med en mund, der ikke kan tale, med øjne, der ikke kan se, med ører, der ikke kan høre og en næse, der ikke kan lugte. De laver en erstatningsgud, som kan udfylde det tomrum, som Gud og Moses har ladt tilbage.

Moses’ bror Aron, der er næstkommanderende, er med til at fremstille guldkalven, og det skal vise sig at være et smart træk. I situationen afværges den totale opløsning af gruppens sammenhold. Med folkets dans og tilbedelse af den nye og nu synlige gud, bliver afmægtigheden og gudsforladtheden for en stund sat på pause. Folket holdes hen, indtil Moses atter kommer ned fra bjerget og kan få tingene bragt tilbage i sin rette orden. 

Det, som Aron udøver her, er en form for sjælesorg. Han møder folket der, hvor de er og tager hånd om deres afmægtighed, gudsforladthed og frustrationer. Han går til grænsen og måske bliver den også overskredet. Moses bliver i hvert fald utrolig vred, da han opdager, hvad Aron og israelitterne har lavet i hans fravær. Ved at fremstille guldkalven har de overskredet alle regler og retningslinjer. De har ikke dyrket den sande Gud, men en uduelig afgud.   

Men Aron gør egentlig det helt rigtige, for han gør det af sjælesørgeriske årsager og indenfor den kategori er der plads til rigtig mange ting. Vi præster oplever også indimellem, at vi i sjælesorgens rum må strække os langt og måske også må gå længere end vi ellers normalt ville gøre, for at give det menneske, vi sidder ved siden af, sjælefred. 

Og det er måske egentlig den erfaring, som jeg nu tager med hjem fra Sydfyn. Vi må strække os langt for at komme det andet menneske i møde. I mødet med den afmægtige, den sørgende og den gudsforladte må vi hele tiden have øje for, hvad der i situationen kræves af os, og det kan godt være, at vi indimellem må se ud over det, som vi teologisk og kirkeligt finder mest korrekt. Som Jens Rosendal formulerer det i en af dagens salmer: 

Troen er aldrig artikler

trykt i en indbunden bog,

tro er at vove sig udad,

varsom og kærlig og klog. 

Et sted, hvor disse tanker bliver særligt aktuelle, er ved de store livsbegivenheder, hvor kirken og folket mødes. Som Grundtvig sagde: ”Menneske først, kristen så.” Det kan godt være, at en sang, set med de skarpe, teologiske briller ikke rummer den store forkyndelse af Kristus, men hvis den betyder noget for de mennesker, som kommer til kirken i glæde og sorg, kan den sagtens have sin berettigelse i det gudstjenstlige rum. Åbenheden overfor andet end det specifikt kirkelige bidrager til, at der bliver etableret et godt og tillidsfuldt møde mellem kirken og folket. 

Andre musikgenrer kan være en god inspiration. Ja i mange tilfælde kan de sammen med salmer og bibellæsninger levere en virkelig fin indgangsvinkel til forkyndelsen af den opstandne Herre og frelser, som er omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os i dette hus. 

Det gode møde mellem kirke og folk, mellem præst og menighed er kendetegnet ved en lydhørhed, som går begge veje, og den er helt nødvendig, når håbets stemme skal lyde ind i det sorgfyldte, afmægtige og gudsforladte rum. 

At nå til disse erkendelser har for mig været en proces, som for alvor tog fart, mens jeg har været her på Fyn. Den jyske præst med de skarpe, traditionsbundne kanter er med tiden blevet lidt mere rund, lidt mere fynsk, og lidt mere bevidst om, hvor han egentlig står. Bevidstheden om hvor vi står, avler rummelighed og åbenhed. Vi formes af det og af dem, vi møder, og jeg er jer alle, både menigheden, mit dygtige personale og de folkevalgte dybt taknemmelig. Det har været helt afgørende, at I har kunnet rumme, at der har været en proces, som skulle have sin tid. Det hører præstegerningen til, at vi aldrig nogensinde stopper med at reflektere over vores egen praksis. Det skylder vi vores menigheder, alle jer, som vi først og sidst er kaldet til at tjene.

Denne påstand underbygges af epistlen, hvor Paulus skelner mellem det døde bogstav og Ånden, der gør levende. Det døde bogstav er loven, lovmæssigheden og formaningerne om alt det, som vi ud fra en traditionel tankegang burde gøre. Men vi er altså ikke tjenere af dette døde bogstav, siger Paulus. Vi er Åndens tjenere. Det er alle præster, og præster er vi egentlig alle sammen. Alle, som er krøbet ud af dåben, er ifølge Martin Luther både præst og biskop. Med og uden præstekjole er vi alle Åndens tjenere og den tjeneste forpligter. Den forpligter os til at læse indad og rundt om de døde bogstaver. I Åndens tjeneste må vi lukke op og kontinuerligt reflektere over, hvad der i dette øjeblik kræves af os. 

På næste søndag skal vi høre lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som netop overskrider alle grænser, alle love og regler for udelukkende gøre det eneste rigtige – at hjælpe det menneske, som han møder på sin vej. Hvem, der gemmer sig bag den barmhjertige samaritaner, ved vi ikke med sikkerhed, men det kunne være Kristus selv. I dag møder han også nogen på sin vej. Han møder et folk, som kommer til ham med en døvstum. De kommer til ham med deres afmagt og bliver af Kristus mødt heri. Det samme gør vi, når vi kommer til dette hus. Vi bliver mødt i det, vi kommer med, i vores glæde og sorg, i vores ensomhed og afmagt, i vores kærlighed og håb.

Søndag efter søndag, ved dåben, konfirmationen, ved brylluppet og begravelsen bærer vi alt det, som er os, med ind i kirkerummet for der, at blive mødt af den sande Gud, som i Kristus har vovet sig ud og vovet sig ned fra bjergets høje tinde – varsomt, kærligt og klogt. I brødet og vinen kommer han helt tæt på og taler myndigt til os: Effatha, Luk dig op!. Se den verden, som er omkring dig, se din næste og se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.