I 1943 under anden verdenskrig skrev Kaj Munk digtet ”Den Blaa Anemone”, som Ejgil Harder sidenhen satte melodi til. Der er tale om et såkaldt besættelsesdigt. Det er skrevet ind i en helt særlig kontekst – tyskernes besættelse af Danmark fra 1940-45. Kaj Munk brugte ordets og åndens magt mod den tyske besættelsesmagt, og ”Den Blå Anemone” blev hans sidste officielle bidrag til den åndelige modstandskamp mod nazismen. Digtet fik imidlertid en svær start. Kaj Munk var underlagt et skrive- og taleforbud, som gjorde det vanskeligt at udgive hans digtsamlinger på normal vis, så Kaj Munk måtte være kreativ. Han fik det duplikeret og brugte det i stedet i sin julehilsen, som blev rundsendt i 300 eksemplarer til venner og bekendte. Få dage senere, den 5. januar 1944 blev han henrettet af tyskerne, fordi han gennem længere tid havde protesteret mod tyskernes behandling af jøderne, Danmarks overgivelse og den efterfølgende samarbejdspolitik. Det var på alle måder et farligt ærinde, Kaj Munk havde, men han var ukuelig og urokkelig. I tiden op til hans henrettelse blev han flere advaret af modstandsbevægelsen og rådet til at gå under jorden, hvilket han nægtede.

Denne ukuelighed, som Kaj Munk udviste under besættelsen kommer også tydeligt til udtryk i ”Den Blå Anemone”, hvor vi i første vers hører om det fantastiske under, der udspillede sig i den vestjyske præstegårdshave, da anemonen brød frem af jorden – Ja hvad var det dog, der skete? Det var et under, fordi den bestemt ikke havde de bedste opvækstvilkår i det jyske. Egentlig hørte den hjemme i Lollands fede ler, i skovene, hvor den havde selskab af alle de andre blå anemoner. I Vestjylland derimod var den helt alene, og den var ikke vant til de skrappe jordbundsforhold, som den her blev budt. Der var ikke de store forventninger til dens overlevelse.   

Det var således livsbekræftende at se, hvordan denne spinkle anemone ikke lod sig kue af al den modgang, som den blev mødt med i Vedersø Præstegårdshave. Trodsigt spirede den frem som en ukuelig lille kriger, der sejrrigt holdt fast og holdt ud. Den blå anemone bliver af nogen tolket som et billede på Kaj Munk selv og Danmark under besættelsen, der på samme måde trodsede modgangen og stod ukueligt og sikkert fast på det, der var hans og vores.

Siden Kaj Munk skrev sit digt i 1943, er der løbet meget vand gennem åen. Verden er en helt anden, og vi kan på ingen måde lave direkte sammenligninger mellem den situation, som Danmark var i under besættelsen, og den, som vi befinder os i nu. For Danmark er ikke i krig. Vi er ikke besat af nogen overmagt. Men verdenen er blevet langt mindre end den var tilbage i 1943. Det skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling, den frie bevægelighed hen over grænserne, og globaliseringen. De våben, som vi i dag er i besiddelse af, har langt større rækkevidde end nogensinde før, og vi er på kryds og tværs bundet sammen i kraft af åndelige, erhvervsmæssige, venskabelige og familiære bånd. Derfor bliver vi, selvom det er flere tusind kilometer væk fra Danmarks grænser, også påvirket af de begivenheder, der netop nu udspiller sig i Ukraine.

Verden er blevet mere usikker, og i den usikkerhed forsøger vi at holde fast i det, der er vores. Vi værner om vores demokrati, vores selvstændighed og frihed. Der er mennesker iblandt os, som ligefrem er villige til at ofre det dyrebareste, de har – deres liv og førlighed. Andre tager del i den humanitære hjælp, og kører frivilligt ned til den polsk-ukrainske grænse med friske forsyninger og for at hjælpe flygtninge i sikkerhed. Der er de frivillige, som hjælper de flygtninge, som kommer til vores lokalsamfund for at få hjælp og støtte. Denne ageren og iver efter at gøre noget, ligger fint i forlængelse af Kaj Munks tilgang til tingene. Han var i mangt og meget en handlingens mand, og gjorde sig til talsmand for, at vi ikke kan se passivt til, når den onde, usynlige magt truer os i tiden.

Hver især bidrager vi med det, vi kan. Mange af os yder modstand i det stille. Dem, der ikke ligefrem har kastet sig så aktivt ind i konflikten, som før antydet, er i stedet til stede i tanken, følelsen og frygten. Frygten gør, at vi rykker tættere sammen i bussen, og giver det onde et ansigt. Vi gør os fjendebilleder. Fjenden er en gammel mand, der sidder for enden af et meget langt bord. Der er et dem og et os. Der er os, som har alt på det tørre, og så er der fjenden, der med sine grusomme og urimelige overgreb, er helt uden for pædagogisk rækkevidde. Vi har ikke ord for det, der sker i øjeblikket. Der er ikke noget godt at sige om det. Det russiske overgreb på den ukrainske befolkning må og skal fordømmes. Ja, kunne vi spørge, hvor er Gud henne?

Set i det lys er Jesu ord om at vi skal elske vore fjender udfordrende og provokerende, fordi vi umiddelbart forbinder kærlighed med noget ganske særligt. I parforholdet og venskabet kender vi kærligheden som en forkærlighed – en gensidig relation med ømhed, hengivenhed, varme, hjertelighed og samhørighed. Når vi taler om Rusland og Putin, så er det svært at svinge sig op til sådanne følelser – og det er heller ikke meningen at vi skal det.

Fjendekærlighed er noget helt andet. Det er noget med at se sig selv og de andre i et større perspektiv. Paulus siger det så fint i den første læsning: ”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren.”

At vi lever og dør for Herren er et vilkår, som vi har til fælles med vore fjender. Pointen bliver underbygget af Matthæus, som påpeger, at Gud lader sin sol stå op over onde og gode. De fjender, vi kæmper imod – både på den store politiske scene og i det helt nære liv, er ligesom os også skabt af Vorherre. De er også et Guds barn. Om end det kan være svært at skille ad, er det ikke personen, vi dømmer, men deres handlinger. Det gælder også i det helt almindelige, komplicerede liv, vi lever med hinanden. Kigger vi indad, er vi også skyldige og har jævnlig brug for Guds og hinandens tilgivelse: Som Paulus skriver:   

For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Det er imidlertid svært at fastholde dette blik på vore fjender. Det gælder især, når krigen sætter normalen ud af spil. Tit og ofte lader vi os rive med af de konflikter, som vi står i, fordi vi er ikke upåvirket af det, vi ser, hører og oplever. Øje for øje og tand for tand. Langsomt, men sikkert bevæger vi os længere og længere op ad konflikttrappen, så der til sidst ikke er nogen vej tilbage. Forråelsen sætter ind, helvede bryder løs, og vi kan undertiden blive fristet til at gøre ting, som vi under normale omstændigheder aldrig kunne drømme om.  

Der gives ingen lette løsninger på det problem. Dertil er situationen for kompleks, men det er måske en god anledning til at dvæle ved Jesu ord om, at vi skal være fuldkomne. Deri ligger der en formaning om ikke at lade sig rive med op på det konfliktniveau, hvor fjenden er. Da Danmark blev besat af tyskerne i april 1940, blev danskerne formanet til at udvise værdighed, og det er lidt det samme Jesus gør i dag. Når vore værdier og vort menneskesyn er sat under pres af en fremmed magt, gælder det om at holde trodsigt fast i det, der kendetegner os, løftet i vores dåb om at Gud er med os alle dage, og det menneskesyn, som følger deraf.

Gud, hjælpe os dertil.